
Tuntartar på shisoblad
Jeg tror ikke, at jeg kan tage 100% æren for at have opfundet denne fantastiske snack, men jeg kan ikke finde en opskrift der helt ligner, så jeg tror bare, jeg er blevet inspireret et sted. Jeg må dog konstatere at fra jeg serverede den første gang, har min mund længtes efter disse superlækre hapsere.
Så følg opskriften på eget ansvar 😉
Til 4 personer (2 stk. til hver)
150 g det bedste tun du kan finde
½ dl mayo Hellman eller Kewpie
1 spsk. wasabi pasta
1 chili
Shisoblade (find dem i vesassorterede asiatiske butikker)
1 forårsløg
Ponzu
Hvis tunen ikke har været frossen, så smid den i fryseren natten over.
Tag den ud, og når den er næsten optøet, så skær den i meget små tern-3-4 mm.
Smag mayoen til med wasabicremen, den skal være lidt stærk
Skyl og tør shisobladene grundigt
Snit forårsløget, fra den grønne ende i meget fine skiver
Skær chilien i fine tynde ringe
Læg shisobladene på et fad eller tallerkner, kom en god klat mayo i midten
Læg en god bunke tun ovenpå og pynt med forårsløg og chili
Server den med ponzu på siden og dryp det på lige inden man samler bladet og spiser det i en mundfuld.
Velbekommen